Rekordår for Koncentons investorer: Næsten 1 mia. kr. i samlet afkast før skat
I regnskabsåret 2024 har Koncentons fonde tilsammen genereret et afkast på hele 990 mio. kr. - det største afkast i Koncentons historie.
Generalforsamlingerne i Koncentons ejendomsfonde er netop afsluttet, og der kan ses tilbage på et særdeles godt regnskabsår. I 2024 har de 59 fonde tilsammen skabt et afkast på 990 mio. kr. (før selskabsskat og før investorernes individuelle skatteforhold, herunder evt. udbytteskat). Det gør året til det hidtil mest indtjeningsrige for selskabets fonde.
Det høje afkast kommer efter en periode med markante udsving på investeringsmarkedet og bekræfter styrken i en langsigtet tilgang til ejendomsinvestering:
”Årets resultat bekræfter, at ejendomsinvestering fortsat er en stærk og stabil vej til afkast – også i en mere usikker økonomisk tid. Vi er naturligvis glade på investorernes vegne, og vi ser det som et tydeligt resultat af en langsigtet strategi og fokus på effektiv drift,” siger John Sloth, investeringsdirektør i Koncenton.
Sådan er afkastet skabt
Afkastet på de 990 mio. kr. er skabt gennem både stigende ejendomsværdier og solide driftsresultater i fondene.
- 650 mio. kr. i værdistigninger (før skat)
Størstedelen af Koncentons ejendomme har haft en positiv værdiregulering i løbet af året. De indre værdier i fondene er steget støt – drevet af bl.a. attraktive beliggenheder, stabil efterspørgsel og målrettet ejendomsdrift.
- 340 mio. kr. i driftsresultater (før skat)
Den daglige forvaltning har fokuseret på optimering af drift og finansiering. Tiltag som omlægning af lån, nedbringelse af tomgang og huslejejusteringer har bidraget positivt. Af årets driftsoverskud er 151 mio. kr. udbetalt som udbytte til investorer i de 33 ejendomsfonde, der valgte at trække midler ud. Det svarer til, at den enkelte investor i de 33 udbyttegivende fonde i gennemsnit har fået et udbytte på cirka 4,75%*
For at fastholde og videreføre de positive resultater understreger John Sloth vigtigheden af løbende optimering og skarpt fokus på markedets udvikling:
"Resultatet stiller også krav til os som forvalter. Vi skal blive ved med at være tæt på markedet, optimere porteføljen og træffe de rigtige beslutninger i hverdagen. Vores mål er fortsat at sikre, at vores ejendomsfonde forbliver attraktive og konkurrencedygtige – også i årene der kommer," siger han.
*Før tilbageholdelse af eventuel udbytteskat og opgjort i forhold til den oprindelige kapitaltegning.