Økonomisk udvikling kan få flere til at søge mod lejeboliger
For at få bugt med den høje inflation har centralbankerne både i Europa og USA hævet renten ganske betydeligt. Det vil lægge en dæmper på den økonomiske udvikling og har samtidig den betydning, at det er blevet dyrere for danskerne at finansiere en ejerbolig.
Hvor renten på det 30-årige realkreditlån tidligere kunne optages til en rente på 0,5-1 pct., så hedder den tilsvarende rente aktuelt 4-5 pct. Det giver en højere månedlig ydelse og betyder, at potentielle boligkøbere får sværere ved at blive kreditgodkendt.
Udviklingen kan aflæses i boligbyrden, der er et udtryk for den andel af en husstands indkomst, som bruges til betaling af boliglån og boligskatter. Den har de seneste 10 år ligget nogenlunde stabil på omkring 25 pct. for huse i hele landet og i spændet 25-35 pct. for ejerlejligheder i København. Særligt den stigende rente ar dog pustet til boligbyrden, så tallet har rundet 40 pct. for lejlighederne i København. Det fremgår af analysen Dansk Økonomi efterår 2022 fra De Økonomiske Råd.
Et alternativ til at eje er at leje, og man kan rimeligvis spekulere i, at de økonomiske udfordringer vil føre til flere lejere. Det så man eksempelvis i forbindelse med finanskrisen, da antallet af lejere i Danmark fra 2007 og frem til 2012 voksede med 7,2 pct., mens antallet af ejere i samme periode voksede med 2,8 pct. De senere år er der generelt kommet flere lejeboliger til. Faktisk overhalede antallet af lejeboliger i 2016 antallet af ejerboliger i Danmark. Ifølge tal fra Danmarks Statistik er der siden 2010 kommet flere end 200.000 flere lejeboliger til, mens antallet af ejerboliger har holdt sig nogenlunde status quo.
Det skyldes blandt andet de stigende priser, der særligt har været gældende i storbyer og har medvirket til udviklingen. Ikke mindst det hastigt voksende antal singler har bidraget til, at der er kommet mange flere lejeboliger til. Ifølge Danmarks Statistik er det i overvejende grad singler, der bor til leje. Flere kvinder end mænd.
Samtidig er der en generel samfundstendens til, at mange vælger lejeboligerne, fordi man ikke binder sig på samme måde til boligmarkedet, men kan rykke hurtigt videre, hvis man ønsker det. For en ejendomsinvestor er bevægelsen interessant, fordi den medvirker til at holde tomgangen lav og budgetterne mere holdbare. En høj efterspørgsel vil samtidig kunne presse priserne på ejeboliger, altså huslejen, op i de mere populære områder af Danmark.