Koncenton sælger syv ejendomme til canadisk pensionskasse i milliardhandel
Skrevet af Sofie Bro Kjærgaard
Koncenton har på vegne af investorerne i Koncenton Metropol II A/S solgt en portefølje på syv boligudlejningsejendomme i Storkøbenhavn og Aarhus til den canadiske pensionskasse Ontario Teachers’ Pension Plan. Handlen er en milliardtransaktion og blandt årets største handler med boligejendomme i Danmark.
De syv ejendomme i fonden – Frederiksborgvej i København NV, Gyldenrisvej og Parmagade i København S, Haslevgade i Taastrup, Møllevangen i Rødovre, Retortvej i Valby og Trøjborgvej i Aarhus N – sælges samlet til Ontario Teachers’ Pension Plan.
Handlen sker på et marked, hvor Koncenton oplever stor interesse for sine ejendomme, særligt i Storkøbenhavn. I 2025 og 2026 har Koncenton nu solgt 15 ejendomme i hovedstadsområdet på vegne af sine investorer.
”Vi oplever stor interesse for vores ejendomme i Storkøbenhavn, og det har også været tilfældet i forbindelse med salget af Metropol II. Vi har haft en god og konstruktiv dialog med Ontario Teachers’ Pension Plan gennem hele forløbet og er meget tilfredse med den aftale, vi har indgået. Det er en stærk køber til ejendommene, og handlen er gennemført i et godt og professionelt samarbejde mellem alle involverede parter.” siger Anders Bangsgaard, ejendomsdirektør i Koncenton.

Fonden Koncenton Metropol II A/S blev lanceret for cirka ti år siden og var bygget op omkring en model, hvor investorerne investerede i fonden, inden de konkrete ejendomme var endeligt indkøbt. De gik dermed ind i projektet på baggrund af en investeringsstrategi frem for en færdig ejendomsportefølje.
Salget afslutter nu investeringen efter cirka ti års ejerskab. Det realiserede afkast til investorerne er omkring det dobbelte af det afkast, der blev stillet i udsigt, da de investerede i projektet.
”Når vi ser tilbage på Metropol II, er det interessant at se, hvad der er kommet ud af den beslutning, investorerne traf for ti år siden. De investerede i en portefølje, som endnu ikke var fuldt sammensat, og i dag kan vi afslutte projektet med et rigtig godt resultat. Det er noget af det, der er spændende ved ejendomsinvestering. Man investerer med et langt perspektiv, og over tid er det vores opgave at arbejde med ejendommene og udvikle dem. Det arbejde er ikke altid synligt udefra, men det er en vigtig del af at skabe værdi for investorerne,” siger Anders Bangsgaard.
Salget ligger inden for den typiske investeringshorisont på 8-12 år for Koncentons ejendomsprojekter.
Handlen er gennemført med Gorrissen Federspiel og BDO som rådgivere for Koncenton.





